Oktober

Morgentågen mælkehvid. Morgenhvid. Træerne lidt mere gulnede end i går. Det går hurtigt med forfaldet når først det er begyndt. Er det også sådan med mennesker? Når vi begynder at forfalde går det stærkt.  Årene efter de 60 har gjort en forskel fra at kunne gå mange kilometer i rask tempo, til en lidt mere beskeden rute i langsommere tempo. Det tager den samme tid – distancen blot kortere. Fødderne gør ondt og ryggen værker. Så er det hviletid. Jeg klarer fem km et par gange om ugen. Resten er småture. Der er ikke mere gåkraft. Det med “10000 skridt om dagen” er en myte!


Det er i dag syv år siden min mor døde. Eller sov ind, som de siger der er bange for ordet død.  Men sove ind var hvad hun gjorde. Holdt bare op med at trække vejret. Oldgammel og træt. Senildement og ude af sync med livet. Der var ikke mere tilbage. Den 20. oktober er det 50 år siden min far døde. Pludseligt og uventet. 48 år gammel. Den ene dag var han der, den næste ikke. Jeg var 14 år. Det var en helt anden historie, men er nu så længe siden at det var et helt andet liv. En helt anden tid. Det kunne lige så godt være hundrede år siden. Det gør ingen forskel.


Oktoberdagene er fredelige. Monotone og rolige. Jeg har ingen aftaler eller forpligtelser med andre end mig selv. Det er vidunderligt. Nerverne falder til ro. Kroppen slapper af. Spændingerne i ryg og nakke mindsker. Yoga på måtten. En tur ud i nabolaget. Mere skal der ikke til. Og kameraet indfanger det storslået farverige, smukke forfald. Det stemmer sindet.

Og hjemme igen. Lydbog i ørerne. Kaffe. Gyngestol. Mens blikkets uendelighed stryger gennem vinduet hen over trækroners farvespil og fugleliv.