Skriveblokering

Det er over et år siden, at jeg har rigtig har skrevet noget. Der er ikke noget der har kaldt på mig. Ingen inspiration eller noget presserende jeg har haft brug for at lægge ud. Det kaldes for skriveblokering. Eller udtørring. Det er ikke første gang det sker. Lange perioder uden output hvor jeg tror at nu kommer jeg aldrig til at skrive mere. Det er tæt på at bloggen bliver nedlagt, for der er jo ikke mere at bruge den til. Og hvem gider dog læse hvad jeg har på hjerte? En ond nedadgående spiral, af selvnedgørelse og -opgivelse. Jeg kan ikke løbe fra, at have Merkur og Solen i Tyren. Det kammer let over i sendrægtighed og inerti hvis spændingsfeltet kommer ud af balance. Jeg ser et metaforisk kirkeloft for mig, med buer af mursten i et fint afstemt spænd, der holder det hele sammen. Et præcisionsarbejde udtænkt af fortiden ingeniører, der kendte fysikken love. Hvis murstenene ikke stemmer mod hinanden på den rigtige måde, så falder hele loftet ned. Inertien er fysisk mærkbar. Hvis jeg nærmer mig tastaturet, er det som om en kraft holder mig tilbage. En kraft der får kroppen til at stivne og blive træt. Mentalt er det bare et tomt, sort rum; tankerne siger bare ”kaffe, nu, og en podcast” – jeg vil bare ikke høre min egen akutte tomhed. Det metaforiske loft er faldet ned.

For et år siden, dvs første halvdel af 2021 havde vi coronalockdown. Alt var lukket og de fleste af os bundet derhjemme. Jeg skrev så det sved i fingerspidserne. Hver måned afleverede jeg en artikel til Horoskopbladet Stjernerne, researchet, gennemskrevet og korrekturlæst. Det sluttede med Friedrich Nietzsche. Han var barsk at læse – og ikke mindst skrive om. Så gik ilden ud. Det var Juni. Det var total nedsmeltning.

Så hvad gør man når skriveblokeringen rammer? Man skriver om den. Jeg har set adskillige forfattere gøre det. Som et desperat forsøg på at komme tilbage på sporet. At få ordene til at flyde igen. At vise, at det jeg har at sige også har værdi. Om ikke for andre, så for mig selv. Bare det.

Jeg elsker jo at skrive. At lege med sproget og give det form. En rigtig tyreting, at forme sprogligt er lige det min Merkur i Tyren kan. Desuden er Venus, som ”hersker” over Tyren i Merkurs hjemtegn, Tvillingerne, som dermed gør sproget til en kunstart. Digtning. Eneste anke er, at godt nok har jeg digte i arkivet, men ikke mod til at udgive dem i bogform. Min selvcensur er for massiv. Mine største idoler er Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Der er ikke meget dansk digtning i samtiden, der når dem til sokkeholderne. Efter min ydmyge mening. Det skulle lige være Inger Christensen. Og sat op imod dem, er mine ”private smådigte” fuldkommen ubetydelige.

Skriveblokering har et islæt af mangel på fantasi. Det ligger i begrebet ”udtørring”. Kilden springer ikke længere. Vandfaldet er stoppet. Søen er tom. Havet drukket. Der ligger en gold og sprukken ørken. Jeg står ved kanten af den og spejder ud i det fjerne… ingenting, ingenting, ingenting.

Hvis jeg forsøger at tyde et horoskop, som jeg af og til har haft held med, siger det mig intet. Flowet udebliver. Symbolerne er blot sorte figurer på papiret, uden mening og indhold. Sammenhængene blegner og forsvinder som i tåge. Som spøgelser, der svæver gennem rummet og er væk gennem vægge og lukkede døre. Åbner jeg en bog med tydningseksempler og forslag, forekommer det at være uendelig forældet og har mistet mening.

Men hov – nu ved jeg at der er noget på færde. Det betyder at et spring er på vej. Et spring til et nyt niveau. Og det er fordi hele tidsånden har ændret sig og dermed også tydningen og tolkningen af symbolerne. Astrologisk symbolik skal, for at give mening i den tid vi lever i, gentænkes. Det betyder ikke at det gamle er forkert. Det er blot tid at bygge ovenpå og udvikle det astrologiske sprog.

Et kig på mit eget horoskop viser, at der i den grad er noget i luften, da Uranus og og den Nordlige Måneknude i samklang har ramt den Sydlige Måneknude i fødselshoroskopet. Måneknuden er i mange tilfælde at finde sammen med en planet når der sker store og voldsomme ting på verdensscenen – som der jo i høj grad gør nu for tiden. Og med Uranus er vi der hvor ingenting er sikkert, intet varer ved (heller ikke krige), hvor der er skyderier, revolutioner, oprør og ildebrand. Og i samme åndedrag, på den positive side, inspiration til at reformere, skabe og forny nutiden til fremtiden. Den kombination har jeg i øjeblikket på et sensitivt punkt, så det er bare om at være vågen op opmærksom på tidens tegn og øjeblikkets kalden i min egen mikroverden. Måneknuderne er som porte til noget nyt og når Uranus er med i billedet, så kan det vende op og ned på livet. Tiden vil vise hvordan.

Nu fik jeg slået lidt hul på skriveblokeringen. En lille flig er løftet men jeg ved ikke hvor det vil gå hen. At ”vente på inspirationen” er en dårlig ide. Den skal vandes og næres for at få nyt liv. Måske vil det lykkes, måske ikke. Det er i hvert fald tydeligt for mig at der skal ske en forandring og at det som alt andet – især for en tyrefødt – tager sin tid.

Og lige nu bliver det ”kaffe… og en podcast”.

 

 

 

Copyright © 2022 Birgitte Refshauge. All rights reserved.